Behandling af sportsgener – 5 husmandsråd
Når man lever et aktivt liv, hvor sport og træning fylder, kan man ikke komme udenom indimellem at løbe ind i ømme muskler og småskader. I de fleste tilfælde er der heldigvis mange ting, man selv kan gøre uden at betale dyre domme for diverse behandlinger. Nedenfor har vi samlet 5 husmandsråd.
- Opvarmning forebygger skader
Er du én af dem, der aldrig varmer op, før du påbegynder din træning? Så har du uden tvivl også oplevet, at kroppen har svært ved at komme i gang, at du hurtigere bliver træt eller sågar at få småskader og meget ømme muskler. Opvarmning er en utrolig vigtig del af din træning, uanset om du skal løbe en tur, styrketræne eller spille fodboldkamp. Opvarmningen er altså med til at forebygge skader, men har også stor indflydelse på din præstationsevne. Når dine muskler er blevet varmet godt igennem i form af forskellige stræk, er de forberedte på at yde, hvorimod musklerne får et chok, hvis du pludselig sætter i spurt uden at have forberedt kroppen på det. Din opvarmning bør også bestå af konditionstræning i form af sprællemand, knæløftninger eller let jogging. På den måde får du gang i kredsløbet og øger blodcirkulationen.
- Udstræk er din bedste ven
Udstræk er et meget omdiskuteret emne. Mens nogle mener, at udstræk er fuldstændig unødvendigt, mener andre, at udstræk er ligeså vigtig som opvarmning. Denne debat skal ikke tages op i denne artikel, men uanset hvilken side man hælder til, kan det ikke benægtes, at det er rart at få strækket sine muskler ud efter en hård træning. Udstræk virker både meditativt, hvor kroppen får tid til at falde ned, efter at pulsen har været helt oppe, og fysikken har været udfordret. Desuden fungerer udstræk som en slags massage og føles rart i musklerne. Her kan man også bruge en skumruller, som fungerer som en dybdegående massage og kan bruges over hele kroppen.
- Husk at kroppen skal restituere!
Noget, der er ligeså vigtigt som selve træningen er pausen væk fra træningen. Selv de mest ambitiøse sportsudøvere er nødt til at holde pauser mellem deres træninger, så kroppen og dens muskler kan få ro til at restituere og genopbygge sig selv. Kun på den måde kan musklerne vokse sig større og stærkere, så din præstationsevne øges. Under træningen nedbryder du musklerne, og det er således i restitutionspausen, at din krop bliver stærkere og muskelmassen opbygges.
- Spis ømme muskler væk
”Abs are build in the kitchen”. Denne sætning har du nok hørt før, og en sund og varieret kost er en stor del af en sund og aktiv livstil. Mad er magisk og kan også være med til at mindske smerter og ømhed. En anti-inflammatorisk kost kan være med til at mindske smerter og betændelsesstilstande, der kan forekomme ved overanstrengelse. Her er sunde fedtsyrer, grove grøntsager og fuldkorn de vigtigste nøgleord, hvorimod raffineret sukker og tomme kulhydrater er de værste syndere.
- Køl smerterne bort
Vrikkede du om under løbeturen eller kom du til at tage lidt for mange kilo på vægtstangen i fitness og var for pinlig over at tage dem af igen? Kulde er en rigtig god lindring mod smerter og hævelse. Et koldt bad efter løbeturen vil både virke opfriskende og lindrende mod de spændte og ømme lårmuskler. En pose frosne ærter i et viskestykke vil mindske smerte og hævelse, hvis du vrikker om eller slår dig under træning.