Træningselastikker – en alsidig træningsform

Træn hele kroppen med træningselastikker

Er du en af de mange danskere, der lever en travl hverdag med karrierer, studie, børn og familie, men samtidig gerne vil holde dig selv i form? Det kan være svært at finde flere timer om ugen til at komme i fitness, men her er løsningen: træningselastikker!

 

Træningselastikker er geniale til hjemmetræning

Uanset om du har et 08-17 job, børn, der skal hentes fra institution eller skole og en aftensmad, der ikke ligefrem laver sig selv, eller om du balancerer mellem studie, studiejob og uanede mængder af læsning, kan det være svært at finde tid til lange træningspas i det lokale fitnesscenter. Lad os indrømme det; efter en lang dag på studiet eller jobbet, vinder sofaen og Netflix i de fleste tilfælde over en bentræning i centret. Det kan med andre ord være svært at finde overskuddet til at pakke træningstøjet, springe på cyklen og energisk klare en træning på 1,5 time. Men et par træningspas på 20 minutter derhjemme, kan de fleste finde tiden til – fx mens aftensmaden står og simrer eller er i ovnen. Det er netop her, hvor træningselastikker er helt geniale!

 

Fordele ved træningselastikker

Med træningselastikker får du ikke ligefrem en krop, der skriger bikinifitnessatlet, men har du et ønske om at holde formen ved lige, genopbygge lidt muskelmasse eller eventuelt genoptræne en skade eller forebygge fremtidige skader, er de helt geniale! Træningselastikker vejer nærmest ingenting, og pakker man dem sammen, fylder de heller ikke mere, end at de nemt kan være i håndtasken, håndbagagen eller rygsækken. Det vil sige, at de nemt kan tages med på en weekendtur eller en rejse, uden at bidrage med ekstra vægt og pladsmangel. Med træningselastikker kan du således nemt træne hele kroppen derhjemme uden at have et dyrt fitnessabonnement eller investere i dyrt fitnessudstyr.

 

Hvad kan jeg træne med træningselastikker?

Svaret på dette spørgsmål må være ’alt’! På nettet kan du søge dig frem til et utal af forskellige øvelser, hvor du nemt og effektivt kommer gennem alle kroppens muskelgrupper. Når du træner med elastikker, træner du ikke som sådan med vægt på, men jo strammere elastikken er, eller jo mere du strækker elastikken, jo højere bliver belastningen. Netop dette er også grunden til at elastikker er så geniale til forebyggelse eller genoptræning af skader. Jo stærkere du bliver efter skaden, jo mere kan du stramme elastikken ud, så øvelsen bliver hårdere. Er du eliteidrætsudøver eller spiller du bold på et højt plan, kan elastikken som nævnt ligeledes bruges til opvarmning og forebyggelse. Ved at placere elastikken på forskellige måder, kan du med en enkel elastik og et eventuelt forankringspunkt lave alt fra squats til rows, til brystpres til stående planke – ligeså fint som man kan med hjælp fra maskiner og vægte i et fitnesscenter.

 

Hvilke træningselastikker skal du vælge?

Når du skal vælge træningselastikker, er der flere muligheder. En lang træningselastik uden håndtag er et meget alsidigt træningsredskab, som kan bruges til øvelser til hele kroppen. Elastikker med håndtag har den fordel, at de er nemmere at holde fast i, da håndtaget gør, at de ikke glider, og ofte er disse også lidt mere robuste. Fælles for alle træningselastikker er, at jo mere de bliver trukket ud, jo hårdere bliver belastningen. Træningselastikker kan efterhånden købes mange steder; i alle sportsbutikker, på trænings-webbutikker og prøv at holde øjnene åbne, når du handler i dit lokale supermarked næste gang – måske finder du dem også der.