4 fede holdtræninger

4 typer udendørs og indendørs holdtræninger

Er du blevet træt af faste træningsrutiner og dage, hvor det er svært at få sig selv slæbt afsted i fitnesscentret? Så kan det være, at du har brug for noget inspiration til en sjov og udfordrende holdtræning. Der findes et væld af holdtyper, og hvad der passer bedst til dit temperament kan tage lidt tid at finde ud af. Fordelen ved holdtræning er, at man kan svede og grine sammen med andre ligesindede, som er kommet der af det samme formål – at træne effektivt i fællesskab med andre. En god holdtræning kan også give dig fornyet inspiration til din egen træning, så du kan gøre dine træningspas mere varierede.

 

  1. Crossfit – til den indre kriger/soldat

Det er ikke uden grund, at crossfit i disse år er en populær træningsform i Danmark. Over hele landet skyder deciderede crossfit-klubber op, hvor man i fællesskab kan dyrke motion med høj intensitet. Det unikke ved Crossfit er, at det kombinerer styrke og konditon, så man både får en forbedret kondition og større muskelmasse. Sessionerne er forholdsvis korte, men vi lover dig, at trætheden kan mærkes mange dage efterfølgende. På denne holdtype anvendes der både kropsvægt, vægte, kettlebells og i nogle tilfælde traktordæk, til at udfordre deltagerne. På crossfit er der plads til alle, og det handler i høj grad om, hvordan den enkelte kan flytte sine grænser og præstere endnu bedre. Nogle bliver endda så dedikerede til crossfit-livsstilen, at de sørger for at spise rigeligt med kød, grøntsager, frø og kerner, som en hård træningsform som crossfit kræver.

 

  1. (Thai)boksning/fitnessboksning

Kært barn har mange navne. Den traditionsrige boksekultur har ikke desto mindre inspireret til en lang række holdtyper, som kan hedde alt fra fitnessboksning til kickboksning. Ved at melde dig til en boksetræning kan du udleve din indre Muhammad Ali eller Mikkel Kessler uden risikoen for knockout. Boksetræning i fitnesscentre er nemlig en blid form for boksning, hvor man har skabt en blanding af kampsport, styrketræning og puls-øvelser. Med en boksetræning får du med garanti sved på panden, og du lærer nogle nye, seje tricks med eller uden boksehandsker på. Til en boksetræning har man også god mulighed for at lære de andre på holdet at kende, da man ofte skal lave øvelser parvist. Det kan være, at man møder en potentiel træningsmakker af det modsatte køn eller får nye bekendtskaber og venner.

 

  1. Fællestræning i det fri

Bor du i Århus, så afholder den frivillige organisation SICK Project gratis fællestræning hver søndag året rundt. Træningen foregår altid udendørs og på et af byens offentlige arealer f.eks. i en park. Alle uanset alder og størrelse er velkomne, og instruktionen varetages af frivillige, som ønsker at give deltagerne lidt puls og et smil med på vejen. Øvelserne er simple og genkendelige, og der trænes med egen kropsvægt. Hvis du er til udfordringer, uforudsigelighed og frisk luft, så er SICK Project et godt sted at starte. Der er heller intet krav om tilmelding, da alle interesserede bare skal møde op på det angivne mødested. Motionsklubben er et populært tiltag, og mange århusianere benytter sig hver uge af muligheden for at motionere og mingle til træningen.

 

  1. Den alternative – arranger holdtræning selv

Både i Århus, København og i andre større byer findes der gode muligheder for selv at arrangere holdtræninger. Man skal ikke være et organisatorisk geni for at stable et lille motionsarrangement på benene, og det kan faktisk være ret sjovt. Som hjælper eller instruktør kan du styre musikvalget og træningens indhold. I Århus findes såkaldte fitnessparker, hvor der er opstillet træningsudstyr til fri afbenyttelse. Når det gode vejr melder sin ankomst kan du udnytte disse muligheder ved at træne i naturen. I fitnessparkerne er der en blanding af cardio- og styrkeorienterede maskiner, hvor man kan skiftes til at motionere. I København finder du på toppen af et p-hus på Nordhavnen Konditaget Lüders, hvor store som små kan arrangere holdtræninger.