Ømme muskler – den bedste behandling

Den bedste behandling til dine ømme muskler

Alle der træner eller på anden vis er fysisk aktive kender til fænomenet at have ømme muskler. Muskelømhed er helt normalt, men kan være ubehageligt og træls. Læs med her og få gode råd til, hvad du kan gøre, når musklerne værker og er spændte efter træning.

 

Av min krop!

Ofte opstår muskelømheden dagen efter træning, og har man virkelig givet den gas, vil man stadig være øm på 2. dagen. De ømme muskler opstår af to årsager. Når man træner, nedbryder man faktisk nogle af muskelfibrene i musklerne. Denne nedbrydning skal til for at man kan udvikle sig i sin træning og blive stærkere. Efter træningen har musklerne derfor brug for at genopbygge sig selv, og det er her, hvor de såkaldte restitutionspauser er nødvendige for reparationsprocessen. Efter hver træning og reparationsproces vil musklerne altså være en smule stærkere end før, og det er på den måde, vi bliver stærkere og får større muskler. Den anden årsag til muskelømhed er at vi under træningen udskiller affaldsstoffer fra vores krop, hvilket er en god og naturlig proces. Men ved hård fysisk aktivitet kommer man nemt til at træne anaerobt, hvilket betyder, at kroppen ikke kan følge med i forhold til udskilningen, og der vil så ophobe sig affaldsstoffer, som viser sig i ømme muskler dagen efter.

 

Hvad kan man selv gøre?

Hvad man kan gøre mod ømme muskler, er der mange forskellige holdninger til. Mens nogle sværger til en hviledag for den trænede muskelgruppe mellem hver træning, sværger andre til at udstræk og massage er den rette løsning. Mange bruger massage som en behandling af ømme muskler. Massage kan føles rart og lindrende, idet musklerne bliver strækket igennem og affaldsstofferne hjælpes til at udskilles hurtigere. Dog er der ting, man selv kan gøre, som virker ligeså effektivt som massage.

 

Let træning er muligvis svaret

Efter den hårde fysiske aktivitet, er det vigtigt, at man lader musklerne genopbygge sig selv og giver kroppen plads til at udskille affaldsstofferne. Dog har undersøgelser vist, at let træning kan have en effektiv effekt på ømme muskler. Det er vigtigt, at man ikke udsætter de ømme muskler for samme hårde øvelse, som forårsagede ømheden, mens musklerne stadig er ømme. I stedet kan man jogge en tur eller laver nogle øvelser med let vægt eller træningselastikker. Årsagen til at let motion er en effektiv behandling af ømme muskler er, at aktiviteten øger blodcirkulationen i kroppen og på den måde hjælper kroppen til hurtigere at udskille de ophobede affaldsstoffer. Masser af vand kan ligeledes være med til at fremskynde processen, da det hjælper med at ”skylle” affaldsstofferne ud.

 

Forebyg skader med udstræk

Udstrækning deler vandene inden for træningsverdenen. Mens nogle mener, at udstræk absolut ingen effekt har, mener andre, at det er svaret mod ømme muskler. Uanset hvad kan udstrækning efter endt træning være rart for dine muskler, samtidig med at det opretholder bevægeligheden i dine muskler og gør dem mere mobile. Opvarmning før træning er således også vigtigt for at undgå skader. I opvarmningen forbereder du musklerne på den fysiske aktivitet, der kommer, så de ikke får et chok, når du pludselig sætter i spurt eller tager en vægtstang med 70 kg på ryggen. Opvarmning før træning og udstrækning efter træning er altså med til at holde dine muskler smidige og er med til at sikre, at din træning blot giver ømhed i musklerne og ikke skader.