Klar til crossfit?

Klar til crossfit? Her er alt du bør vide

Efter zumbas hærgen i et par år, så der kommet en ny motionsbølge, som er skyllet ind over danskerne: Crossfit.  I mange af landets større byer skyder Crossfit-centre og –hold op som paddehatte, og danskerne har i den grad taget denne nye motionsform til sig. Faktisk anslås det, at 40.000 danskere dyrker Crossfit, hvilket er et imponerende antal i forhold til motionsformens unge alder.

 

Historien bag crossfit

Crossfit blev udviklet af den tidligere elitegymnast Greg Glassman. I starten foregik de første Crossfit-træninger i Gregs garage i Santa Cruz, men siden 2001 er der dagligt kommet forslag til træningspas på hans hjemmeside www.crossfit.com. Crossfit er en motionsform som hviler på tre søjler – nemlig vægtløftning, spring og gymnastik. Træningen kombinerer elementerne fra alle sportsgrenene, og træningspasset er altid unikt. Et af Crossfits særkender er variation. Dette er både på øvelsesniveau og i forhold til træningspassene.

 

Optræn hele kroppen – hurtigt og effektivt

En Crossfit-træning er hård og kort. Den varer oftest mellem 10-25 minutter, hvor alle kroppens store muskelgrupper bliver aktiveret.  Et træningspas kaldes WOD, hvilket står for Workout Of the Day. I Crossfit bliver man udsat for øvelser, som både træner styrke og konditionen. Crossfit-filosofien opstiller 10 kriterier, som man løbende får optrænet. Disse er udholdenhed, stamina, styrke, power, balance, smidighed, koordination, speed, agility og præcision. Crossfit er en effektiv holdtræning, hvor der stilles krav til deltagerne. Man inddrager ofte elementer som vægte, sandsække, tunge bolde og traktordæk til at variere træningen. I Crossfit bliver man altså både udfordret på sin motorik og løfteteknik.

 

Bedre kondition, styrke og fedtforbrænding

Crossfit er en genial måde at forbedre sin fysiske formåen på en lang række parametre. Afvekslingen i træningen bidrager til at forbedre både konditionen, styrken og fedtforbrændingen. Med Crossfit opnår mange resultater på relativ kort tid. Grunden til Crossfits succes kan skyldes variationen af øvelserne og deres udførelse. Eksempelvis lægges der vægt på at veksle mellem mange og få gentagelser, samt om de udføres hurtigt eller langsomt. Afvekslingen i øvelserne er med til at udfordre udøverne af Crossfit, og man får konstant lov til at prøve kræfter med nye variationer af gammelkendte øvelser.

 

Crossfit er funktionel træning

Crossfit er en god træningsform, da den er såkaldt funktionel træning. Dette betyder, at mange af de øvelser, man laver, imiterer de bevægelser, som man foretager sig i hverdagen. Eksempelvis får man lov til at stå, sidde, kaste, skubbe og hoppe i en mere intensiveret form, når man er til Crossfit. Fordelen ved funktionel træning er, at den involverer mange led og muskelgrupper. Når man træner i en maskine i et fitnesscenter, så er kroppen fastlåst i en position, og det er oftest kun én muskel, som bliver aktiveret. Med Crossfit får man aktiveret flere muskelgrupper på én gang, hvilket gør træningen yderst effektiv.

 

Kan alle begynde til Crossfit?

Som udgangspunkt ja. Crossfit er en hård træningsform, som stiller krav til deltagernes smidighed, kondition og styrke. Langt det meste læres henad vejen. Men vi vil anbefale, at man finder et Crossfit opstartshold, hvis man har meget lidt erfaring med motion. På opstartshold går instruktionen lidt langsommere, og man kan få en udførlig forklaring på, hvordan øvelserne udføres korrekt. Ved at have teknikken på plads fra starten af kan man minimere risikoen for fremtidige skader

 

Husk at lytte til dig selv

Når mange har prøvet Crossfit et par gange, så bliver de bidt af det. Nogle bliver endda så dedikerede, at de omlægger kosten, og for nogle er Crossfit en livsstil. Det fantastiske ved Crossfit er, at man hurtigt kan se resultater. Nogle bliver endda så ivrige, at de kommer til at udføre øvelserne forkert eller løfter tungere vægte, end de reelt er i stand til. Derfor lyder et sidste råd, at man husker at lytte til sin krop, hvis den begynder at være unaturligt øm flere dage efter en træning. Der er aldrig noget galt i at tage fat i sin træner, som vil komme med nogle anvisninger eller råd.

 

Held og lykke med Crossfit-træningen!