Et af de typiske scenarier for begyndende hold i nakken er, at du vågner op en morgen med stor smerte i nakken efter at have ligget med hovedet i en akavet stilling i løbet af natten, eller i andre tilfælde skyldes smerten i nakken fysisk aktivitet. Uanset hvilket scenarie, du har oplevet, er hold i nakken en smerte, du gerne vil være foruden.
Hold i nakken er kendetegnet ved en smertelig fornemmelse i nakke og skuldre, hvor nakken er låst i en skæv stilling. Hold i nakken er en almindelig forekommende tilstand, der har et godartet forløb, hvilket er ensbetydende med, at det forsvinder efter en periode. Alvorlige symptomer kan komme til udtryk i form af styringsbesvær eller følelsesforstyrrelse i armene, hvor der er større sandsynlighed for, at du vil få diagnosticeret en diskusprolaps.
Hvordan undgår du hold i nakken?
Der er en række faktorer, du kan være opmærksom på, hvis du gerne vil undgå at få hold i nakken. Generelt set kan det være en rigtig god ide at være opmærksom på sin arbejds- og siddestilling, hvor det ofte er nakken, der bliver belastet betydeligt. Dette hænger sammen med, at hvis du sidder i længere tid ad gangen, er der mange, der har en tendens til at lænden falder bagud, og man falder samen. Dette vil også få hovedet til at glide frem, hvilket vil øge belastningen på din nakke.
Mere specifikt kan det være fordelagtigt at foretage bevægelsesøvelser og styrketræne den øvre ryg og skulder, hvilket også er forebyggende for nakkesmerter.
Hvornår bør du søge hjælp hos fysioterapeut?
Hvis du oplever nogle af følgende symptomer, anbefales det, at du søger hjælp hos en fysioterapeut:
- Hovedpine, svimmelhed efter et traume (fald, slag, ulykke eller lignende)
- Følelsesnedsættelse ud i armene
- Kraftnedsættelse ud i armene
- Manglende bedring af symptomer efter 14 dage
Hvis du oplever en eller flere af ovenstående symptomer på hold i nakken, kan du med fordel kontakte en fysioterapeut, der kan give dig nogle redskaber, der kan komme smerten til livs.